Historien
Dansk Tennis Fond er en almenvelgørende fond.
Fondens stifter, Ludvig Leif Sadi Rovsing, blev født 27. juli 1887.
Han var som inkarneret tennisspiller en enestående dygtig sportsmand og var tillige forretningsmand.
Hans livsrejse spændte over forskellige områder som tennissporten, forfatterskab og samfundsengagement. Rovsing vandt fem danske tennismesterskaber, deltog i Wimbledon i 1910, OL i 1912 i Stockholm og VM i Barcelona i 1910 og 1923. Men det var ikke kun hans sportslige dygtighed, der gjorde ham til en bemærkelsesværdig figur.
På grund af rygter om homoseksualitet, hvilke var sande, blev han i 1917 udelukket af DBU fra at deltage i alle hjemlige og udenlandske turneringer. Det, han elskede allermest, at spille tennis, blev ham nægtet. Herfra var hans liv præget af op- og nedture. En ensom kamp mod idrættens organisationer og retssystemet kulminerede i 1927, hvor han tabte en retssag om at komme tilbage til tennissporten, selvom han intet ulovligt havde gjort.
Rovsing havde allerede som aktiv i pressen fortalt, hvordan han ville bygge sig et ”Verdens-Sports-Etablissement” som palmehaven på Hotel d’Angleterre. Det satte udelukkelsen i gang, og han etablerede i 1921 sin egen tennishal og sin egen tennisklub, Dansk Tennis Club, i Hellerup. Inspirationen til den ny hal fandt han i Stockholm hos Kronprinsens Lawn-Tennisklubb, der brændte i 1920.
Leif Rovsing boede i mange år ved siden af tennishallen, og hans livsværk lever stadig videre. Den på verdensplan enestående Dansk Tennis Club eksisterer den dag i dag. Den ejes og drives af Dansk Tennis Fond, som han grundlagde. Et andet eksempel på hans foretagsomhed er, at han i Nordsjælland byggede sig en tro kopi af en Bali-landsby i 1:1.
Tennishallen blev med inspiration fra Rovsings mange rejser udsmykket med dekorationer af egyptiske og balinesiske motiver.
Rovsing var barnløs, men han sikrede, at hans arv ville blive brugt til at støtte en række vigtige formål. Ved sin død efterlod han sig en betydelig formue og bestemte, at afkastet af kapitalen primært skulle gå til videreførelse af tennishallen og Dansk Tennis Club. Derudover skulle midlerne anvendes til naturfredningsformål, støtte til studenterforeningens opgaver, udbredelse af åndskultur og bekæmpelse af fordomme i almindelighed, samt støtte til uddannelse og anden hjælp til selvhjælp.
Derudover har Dansk Tennis Fond udvidet sin støtte til kunst og kultur ved at oprette en legatbolig i Gudhjem til gavn for udøvende billedkunstnere, forfattere og komponister. Rovsings utrættelige kamp imod fordomme og hans stærke engagement i sport og kultur har skabt en vedvarende arv, der fortsat beriger det danske samfund på mange forskellige måder.
Kilde: Kural,R. Out! Om Dansk Tennis Club og tennisspilleren Leif Rovsing. Forlaget Rhodos, 2012.